Vildt og frodigt - Udstilling juli 2011



Vildt & frodigt
Marianne Nielsen & Marianne Krumbach
Udstilling d. 30 juni - 30 juli 2011

I juli måned viser galleriet en 'vild og frodig' sommerudstilling med helt nye værker af Marianne Nielsen og Marianne Krumbach.

Marianne Krumbach og Marianne Nielsen er som værkstedssidekammerater i konstant dialog. Trods deres forskellighed i arbejdet med leret har de emnemæssigt en sammenhæng på tværs af udtrykket - en kredsen om kulturelle genstande og naturens ”kultivering” som forlæg for figurer, form og dekoration.
LINK - Marianne Nielsen - Marianne Krumbach

Marianne Nielsen
Jeg har modelleret blade, som placeret på væggen i et grid udgør en slags ”artstavle” – et katalog over mønstre og formgivningsmuligheder. På denne måde bruges bladet mere eller mindre figurativt mellem klassisk naturgengivelse og ren form, mellem tallerken og billede. Fotos af skitser
Overgangen fra naturgenstand til vores tingslige verden interesserer mig, hvor form bliver til formgivning og farver bliver til dekoration. I dette projekt har det været interessant for mig at se hvordan ét emne kan brede sig ud og rumme mange forskellige betydninger.

Marianne Krumbach
Jeg har sat en scene i keramik.
En kanin betragter et opdækket bord. En stor tallerken. Et vinglas. Kniv, gaffel og ske. Alt i en størrelse der umiddelbart peger ud over du og jeg.
På midten af bordet en lysestage med et brændende lys. For bordenden kaninen.
Iagttagende. Afventende.
En historie. En fortælling der er åben for beskueren at træde ind i.

Begge har taget afgang fra Designskolen Kolding og deler nu på tredje år værksted i København.